Moderniseringsgruppen søger…
Vi skal være flere, og søger nye kolleger i afdelingen for modernisering hos Xact Consulting A/S, enten som fastansættelse eller tilknyttet på freelance basis.
I øjeblikket søger vi folk med en teknisk mainframe baggrund og folk med en mere udvikler orienteret teknisk profil med gode formidlingsevner.
Hvad laver moderniseringsgruppen i Xact?
Afdelingen hjælper store og små virksomheder, specielt i Norden, med at anvende IBM’s Rational udviklingsværktøjer, herunder RDz, RDp, RBD, RAA, RTC, RD&T, HATS, IBM Mobile First og Cast Iron. Vi hjælper med implementering, tilpasning, integration med andre produkter (f.eks. Endevor og Serena) og med uddannelse, workshops og prototyping. Desuden understøtter vi den afdeling i Xact, som foretager maskinel konvertering fra systemer som CA Gen, Ideal og Natural til moderne platforme, ligesom vi bistår vores softwaresalgsafdeling efter behov. Vi er ansvarlige for firmaets egen infrastruktur, der baserer sig på z/OS (med CICS, IMS og DB2), Linux, Windows, WebSphere og VMWare. Kort sagt er vi værktøjsmagernes værktøjsmagere, både internt og eksternt. Vi spreder os over mange platforme, og vi håndterer sprog som COBOL, PL/I, Java, JavaScript, Perl, REXX, Visual Basic og EGL og miljøer som ISPF og .Net imellem hinanden.
Om dig:
Du befinder dig godt med svære og sammensatte tekniske problemstillinger; men du kan også tage et slips på og færdes med respekt hos vore kunder i ind- og udland. Du kan være en teknisk orienteret applikationsudvikler eller en applikationsorienteret teknisk specialist. Du har måske din baggrund i en stor virksomhed; men du fungerer godt med, at der er flere ting, du selv skal hitte ud af og udføre – du skal tage initiativer. Du kan løse problemer på egen hånd; men du blomstrer i et teamwork. Du kan give din viden videre, som mentor, som underviser eller måske som udvikler af e-learning. Vi regner ikke med, at du kan alt; men du har en bred erfaring, og du kan lære hurtigt med kollegers hjælp, med uddannelse og ved egen indsats. Vi er en mindre virksomhed, så hver af os skal i en eller anden grad kunne håndtere (næsten) alle disse discipliner.
Om Xact: Vi går efter at være dygtige, hurtige og ikke for store; men vi har brug for et par erfarne kolleger mere.
Virksomhedskulturen hos Xact er åben, arbejdsom, på forkant med teknologierne og social, med vægt på medarbejdergoder. Organisationen er flad. Vi er en mindre virksomhed; men vi har store kunder, store partnere og et stort netværk. Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV, så vi kan få sat en dialog i gang.
Hvis du har spørgsmål til jobbet eller ønsker at få uddybet mulighederne i stillingen, så kontakt venligst vores ansvarlige for moderniseringsgruppen Elvin Høyer på email eller telefon: 2360 1466